Hvad hvis det var muligt virkelig at elske og værdsætte
dig selv præcis som du er?
…
Og hvad hvis
det var muligt virkelig at elske og værdsætte
livet præcis som det er?
For langt de fleste mennesker opleves dette ikke let og ligetil. For de fleste af os er, i forskellig udstrækning, fanget og viklet ind i fortidige hændelser og ting i livet og i os selv, som vi aldrig har sluttet fred med, givet slip på og tilgivet. Og ofte følger der på grund af dette en masse psykologisk, og sommetider også fysisk smerte.
At lære at give slip på smerten og fortidige hændelser, og at lære at hvile i og leve ud fra evnen til virkelig at elske og værdsætte en selv og livet præcis som det er, er uendeligt vigtigt for igen at blive i stand til at bevæge sig ind i og leve livet og livets forunderlige og magiske mysterie…
Hvordan arbejder jeg med Terapi og Healing?
Som healer er jeg ikke en person der lægger helbredende hænder på syge mennesker. For jeg ser ikke nødvendigvis sygdom som noget ondt. Jeg er af den opfattelse, at det ”syge”, hvis det mødes på rigtig vis, kan vise vejen til, hvorledes livet kan leves mere helt.
Som healer har jeg en dybtgående forståelse for sammenhænge mellem krop og psyke.
Og jeg har en viden om, hvorledes smerte i psyke og krop kan transformeres til større følsomhed, visdom, indsigt, livskraft og glæde. Denne transformation kan jeg hjælpe til at finde sted ved terapeutisk samtale, såvel som healing og afbalancering af de bevidstheds- og energifelter som omgiver og er en integreret del af dig. Ligeledes kan jeg hjælpe dig til at lære at mærke og lytte til kroppens og følelseslivets signaler på hensigtsmæssig vis.
Hvilke terapeutiske principper bygger mit arbejde på?
Centralt for mig i mit arbejde er, at jeg ikke har som ambition, at give dem jeg arbejder med en ”pille”, så de bliver raske.
For hvis du udelukkende er opsat på at undgå smerte og gemme den væk, snyder du let dig selv fra at komme i kontakt med den dybereliggende visdom og livskraft som aldrig blev levet, og som der ligger bag og i smerten. Denne livskraft måtte derfor til syvende og sidst manifestere sig som smerte og sygdom for, om ikke på andre måder, så endelig her at kunne blive set.
Min erfaring er, at når man i arbejdet med en selv og andre åbent lytter til, velkommer og udforsker sindets, kroppens og følelseslivets processer og tilstande frem for at søge at bestemme og styre disse, så viser processerne selv vejen til større helhed og kærlig livsudfoldelse.
At hjælpe dette til at ske på en frisættende måde kan, for den som aldrig har lært dette, synes umådeligt svært og uladsiggørligt.
Men jeg kan hjælpe dig til at lære dette, og med tiden og med øvelsen vil det uundgåeligt synes som en mere og mere indlysende og ligetil måde at møde sig selv og livet på.
Hvorfor vælge healing og ikke blot almindelig samtale- eller kropsterapi?
Healing kan nå dybder af sindet, kroppen og følelseslivet, som kun meget svært kan nås gennem samtale eller traditionel kropsterapi. Hvis smertens rod ligger i disse dybder, er evnen til at kunne berøre med healing nødvendig, hvis varig bedring skal opnås.
Hvorfor kombinere healing med terapi?
Den terapirettede del af behandlingen er uundværlig ift. den opdagelsesrejse det er, at lære sig selv, éns mønstre og vaner og de konsekvenser der følger heraf at kende.
Ligeledes er den terapirettede del uundværlig ift. arbejdet med at ændre og give slip på uhensigtsmæssige vaner og mønstre, såvel som i arbejdet med at finde ind til dine dybeste længsler og drømme.
Og ydermere hjælper den terapirettede del dig til, at integrere og leve de indsigter (følelsesmæssige, kropslige, intellektuelle, meditative, m.m.) som følger af det healingsmæssige arbejde.
Spiller meditation en rolle i arbejdet med terapi og healing?
Ja, i allerhøjeste grad! For når du lærer at hvile i og leve ud fra den ubetingede frihed, enkelhed, lyksalighed, intethedsværen, stilhed og livsfylde som alt er “vævet af” (og som du lærer at åbne dig til i meditationstræningen), bliver det at møde livets udfordringer langt enklere og mere glædes- og kærlighedsfyldt. Og på en måde er dette forudsætningen for virkelig at kunne igangsætte alle former for virkelige terapeutiske forandringer i dit liv.